Hvorfor laver jeg mine skulpturer?
Og hvad vil jeg med dem?
Det første
er ikke så let at svare på, for hvorfor laver man i det hele taget
noget så tilsyneladende nytteløst?
Hvorfor spiller jeg golf, hvorfor
spiller jeg kroket, hvorfor river jeg sommetider rabatten mellem hækken
og asfalten?
Det meste af det jeg laver af den slags, gør jeg fordi det
er sjovt. Golf fordi det er sjovt og svært, kroket fordi det er sjovt
og glæder børnebørnene, river rabatten, tjah, det er fordi det pynter
og glæder min kone.
Elementer af disse tiltag kan føres over på de små
universer og forklare hvorfor.
Men når det er sagt, så er der mere i det med skulpturerne, end som så.
Den første jeg lavede - den hedder ”De siger, det siges”, lavede jeg,
fordi jeg i mange år havde haft en plan om at slå en masse rustne og
bøjede søm i et stykke drivtømmer, men aldrig havde fået gjort det.
Kunstværket skulle hænge på en væg og pynte.
Siden jeg var 3 år, det
var i 1943, og gik søndagstur med min far på havnen i Nykøbing Sj., har
jeg ikke kunnet gå forbi et rustent søm uden at samle det op og putte
det i lommen til brug i bedre tider.
Hjemme havde far sat et brædt på
siden af det blåmalede køkkenskab. Der hamrede jeg søm i. Det var
begyndelsen.
I 1970 købte vi et gammelt hus i Grønnegade i Troense. Det var fyldt
med håndsmedede søm fra omkring 1750. Dem var der saft og kraft i, og i
den rækkefølge vi satte huset i stand, gemte jeg sømmene i en kasse,
hvor de lå og kiggede til 2008, hvor jeg lavede den første skulptur.
Ikke med henblik på at kalde den kunst, men hen ad vejen fik jeg
fremstillet en lille samling og tænkte, måske er det alligevel en slags
kunst.
Man bestemmer ganske vist selv, om noget er kunst, men den egentlige
prøve på, om det man står med, er sådan rigtig kunst, består i
omverdenens dom. Kan man se noget i det, sætter det noget i gang?
Hvad vil jeg så med de små isolerede forenklede universer?
Jeg søger
først og fremmest at tilfredsstille mit eget behov for at udtrykke mine
tanker og forestillinger i de enkle og rå materialer, gammelt egetømmer
og frugttræ og flere hundrede år gamle søm, dels fra vores eget hus,
dels fra andre gamle huse, når de bygges om eller nedrives, fra
Valdemars Slot og fra gamle skibe.
Tømmeret tildanner jeg med sav,
økse, stemmejern og huljern, så træklodsen fremstår råt forarbejdet og
kan danne sokkel for værket.
De enkelte værker kædes sammen ved at
soklerne alle er dekoreret med et harlekinmønster, i reglen i farverne
sort, rødt og guld, og at værkerne er lavet af samme grundbestanddele,
træ og jern.
Træfigurerne, som er lavet af frugttræ, er kløvet ud med
økse og sav og snittet færdige med kniv.
Træfigurerne og sømmene er levende.
Sømmenes tanker er det ikke let at blive klog på, men der ligger en del
i deres holdning. Figurernes sjæle ligger lidt mere tilgængeligt, men
hvad er det egentlig for nogle væsner? Gemytter kalder jeg dem.
De
opfører sig, deres noget særprægede fysiognomi til trods, næsten lige
som mennesker.
Gemytterne optræder foruden i skulpturerne også i mine
malerier.
Ikke så sært, for de findes overalt. De dukker op de mest
uventede steder og fremtræder her i farver.
Skulpturerne giver mig
lejlighed til at fremstille menneskelig dårskab, glæde, vrantenhed,
opstyltethed, regerelyst og rædsel og hvad ellers nævnes kan.
Jeg
håber, at de betragtende ser dette i mine skulpturer, og det gør ikke
spor, om den enkelte ser noget helt andet i et værk, end jeg gør.
Enhver må mene sit og har – ligesom væsnerne i mine skulpturer – deres
fulde ret til at tænke, tro og tale.
Erik Flygenring - Grønnegade 14, Troense - 5700 Svendborg
6222 5395 - erik.troense@gmail.com
foto